Nem opskrift på hjemmelavede mexicanske madpandekager. Det er helt flade brød, som du kan bruge til tortilla wraps med oksekød, kylling og grønt eller brug dem til at lave quesadillas, enchilada eller andet mexicansk mad.
Lav dejen på røremaskine eller i hånden.Kom mel og salt i skålen og bland det sammen. Tilsæt så olien, og derefter vandet lidt efter lidt mens dejen røres sammen. Det kan være du skal bruge lidt mere eller lidt mindre vand alt efter typen af mel du bruger. Dejen skal samle sig, og blive jævn og glat, men den skal ikke være alt for klistret. Læg dejen på et meldrysset bord.
500 g hvedemel, 1,5 tsk salt, ½ dl olie, 3 dl vand
Del dejen i 12 lige store stykker.
Form dejstykkerne til boller, og dæk dem over med et rent viskestykke.
Opvarm en non-stick pande til middel varme.Udrul dine tortillas en af gangen på et meldrysset bord. De skal udrulles så tyndt, at du kan se igennem dem hvis du holder dem op. Diameteren skal være cirka 20 cm når de er udrullede.
Læg din tortilla på den varme pande, og steg den i cirka 1 minut, indtil den danner bobler og har fået lidt farve.
Steg din tortilla cirka 30 sekunder på den anden side.
Pak den varme tortilla ind i et viskestykke, og udrul og steg den næste. Når den næste er færdig, lægges den ind i viskestykket ovenpå den første. Til sidst har du en hel stak tortillas, som skal ligge i viskestykket til de er kølet ned. Sådan bliver de ved med at være bløde.
Herefter kan du servere dine tortillas, eller gemme dem i en plasticpose indtil de skal spises.
Noter
Ingrediensnoter
Mel - Til denne opskrift bruger jeg helt almindeligt hvedemel. Du kan sagtens lave en lidt grovere tortilla ved at skifte halvdelen af hvedemelet ud med fuldkornsmel.Olie - Olien er med til at gøre dejen lidt smidig, så den er vigtig. Jeg bruger altid bare en ganske almindelig solsikkeolie, men andre typer kan helt sikkert også bruges.
Servering
Spis de mexicanske pandekager med fyld af grøntsager og kød, kylling eller bønner. De er også gode til hjemmelavede enchiladas, quesadillas, madpakkewraps, tortillalasagne, tortillapizzaer, eller lige præcis hvad du bruger almindelige færdigkøbte tortillapandekager til.
Opbevaring og frysning
Bag dem i forvejen - Du kan nemt forberede dem i forvejen, og så bare varme dem op til spisetid, så det behøver ikke at være sværere end de færdigkøbte hvis du laver dem på forhånd. De kan sagtens holde sig en uges tid i en plastpose.Frysning - Disse tortillas kan sagtens fryses ned. Frys dem i portioner der passer til din familie. Brug for eksempel fryseposer til formålet. Det er dejligt at have hjemmebagte tortillas i fryseren til hurtig aftensmad.