Nem chokoladekage med glasur og krymmel i stor bradepande. Det er en skøn og nem kage til mange mennesker, som er perfekt til uddeling i skolen eller til sommerfester eller børnefødselsdage.
Jeg bruger altid min røremaskine til denne kage, da det er en stor portion dej at røre sammen i hånden.
Smelt smørret i en gryde og hæld det op i røreskålen til røremaskinen.
500 g smør
Tilsæt så æg og sukker og rør det hele godt sammen. Sigt hvedemel, kakao og bagepulver ned i skålen og tilsæt vaniljepasta og salt. Rør dejen sammen.
6 æg, 600 g sukker, 400 g hvedemel, 50 g kakao, 2 spsk bagepulver, 1 spsk vaniljepasta, 1 knsp salt
Kog vandet op, og hæld det kogende vand i dejen i en tynd stråle mens maskinen stadig kører. Når alt vandet er tilsat, hældes dejen over i en bradepande beklædt med bagepapir.
3 dl vand
Bag kagen ved 175 grader almindelig over- og undervarme i 35 minutter. Tjek med en kødnål eller en gaffel at kagen er færdig og at der ikke hænger dej på nålen når du stikker den ned midt i kagen og trækker den op igen. Hvis kagen ikke er færdigbagt, skal du give den lidt længere.
Når kagen er færdig, tages den ud af ovnen, og køler helt ned inden den pyntes med glasur.
Pyntning med glasur
Kom flormelis i en skål, og tilsæt et par skefulde varmt vand ad gangen indtil du har en glasur der er jævn og tyk, men stadig flydende i konsistensen.
500 g flormelis, Vand
Fordel glasuren ud over kagen, og drys med krymmel på toppen.
Krymmel
Noter
Ingrediensnoter
Kakao – Der skal kakao i denne kage, og det skal være almindelig bagekakao.Smør – Vi sparer ikke på smørret i denne kage, og det gør altså at den bliver ekstra svampet og lækker. Jeg bruger almindeligt saltet smør, du kan også bruge usaltet, og så tilsætte lidt ekstra salt selv.Vanilje – Det smager altså godt med vanilje i denne kage, men det kan godt springes over hvis du slet ikke har noget vanilje hjemme. Du kan bruge både korn fra en vaniljestang, vaniljepasta eller vaniljepulver. Du kan også skifte noget af sukkeret ud med vaniljesukker.
Bradepande på ca. 35×40 cm (passer til en almindelig ovn).
Mængde og størrelse
Opskriften passer til en stor bradepande på ca. 35×40 cm og giver ca. 30 portioner. Vil du lave en mindre kage, passer en halv portion til en bradepande på ca. 25×30 cm, der giver 15 stykker.
Dejens konsistens
Når du har hældt det kogende vand i dejen, så kan den godt se meget tynd ud. Det er altså ikke fordu du har lavet fejl, men der er meget væske i dejen, for at gøre kagen luftig og svampet. Den skal nok blive helt perfekt, når den er bagt.
Tips til glasuren
Vil du have glasur i en anden farve, kan du tilsætte nogle dråber frugtfarve. Start med frugtfarven, før du tilsætter vand, da frugtfarven også vil gøre glasuren tyndere.Vil du gøre kagen lidt ekstra lækker og luksuriøs, kan du bruge smørcreme eller chokoladefrosting på toppen i stedet for almindelig glasur.
Opbevaring og holdbarhed
Kagen kan sagtens bages dagen før. Dæk den helt lufttæt med husholdningsfilm og opbevar den et køligt sted — fx i viktualierummet — natten over.
Serveringsforslag
Server kagen til uddeling til børnefødselsdagen i skolen eller børnehaven.