Opskrift på en lækker, smagfuld vegansk ret der virkelig mætter. Den kan spises som en selvstændig ret, eller serveres som tilbehør til andre retter, også til kødretter.
Gulerødderne skylles og skrælles hvis skallen er meget grov, ellers lader man den bare sidde. Dup dem tørre med et viskestykke og placer dem på en bageplade med bagepapir.
500 g gulerødder
Brug en oliespray og giv dem et jævnt lag olie. Krydder med salt og peber og slut af med at komme frisk timian ud over. - Hvis du ikke har en oliespray, så fordeler du bare olien ud over gulerødderne og vender dem rundt så olien bliver fordelt.
Kom nu pladen med gulerødderne i ovnen og sæt tiden til 15 minutter.
Imens gulerødderne tilberedes, forberedes puréen. Ærterne kommes i kogende vand og blancheres et minuts tid. Dræn vandet fra, og kom ærterne over i iskoldt vand så de køles ned. Dræn igen vandet fra og stil dem til siden.
400 g fine ærter
Dræn væsken fra bønnerne, kom dem i en si og skyl dem under den kolde hane.
240 g butter beans
Kom ærter, bønnner samt resten af ingredienserne til puréen i en blender. Blend det nu til det er en helt glat puré. Kom eventuelt en smule vand i hvis puréen er for tyk. Smag den til med ekstra salt, peber og citronsaft hvis det er nødvendigt. Stil den til siden.
1 fed hvidløg, 1 ½ tsk æbleeddike, 1 tsk citronsaft, ½ dl olivenolie, 1 tsk salt, Peber, 1 spsk vand
Dræn væsken fra den sidste dåse bønner og skyl dem. Kom dem i et viskestykke og dup dem tørre. Kom dem op i en skål og tilsæt en smule olie og vend dem rundt.
240 g butter beans
Træk fadet med gulerødderne ud af ovnen og fordel bønnerne ud over. Sæt fadet i ovnen igen og giv det igen ca. 15 minutter, eller til bønner og gulerødder er blevet lækre gyldne.
Når gulerødder og bønner er færdige, tages fadet ud af ovnen.
Kom puréen op på et fad og jævn den ud. Fordel derefter de bagte gulerødder og bønner ud over. Slut af med at drysse hakkede saltmandler over, og pynt med friske ærteskud.
4 spsk saltmandler, 50 g ærteskud
Server med det samme.
Noter
Ingrediensnoter
Gulerødder - Find nogle gulerødder i mellemstørrelse, gerne nogle der kan beholde skrællen på.Bønner - Jeg bruger butter beans. Dem kan du finde på dåse eller i papkarton i mange supermarkeder. I stedet for butter beans kan du for eksempel også bruge borlottibønner.Ærter - Puréen er baseret på ærter og butter beans. Jeg bruger fine ærter fra frost, giver dem et kort opkog og så koldt vand.Saltmandler - Saltmandlerne giver en dejlig ristet smag og noget knas. Du kan købe saltmandler i mange supermarkeder, men de er også virkelig nemme at lave selv. Udskift for eksempel saltmandler med rugbrødscrutoner eller et andet sprødt, salt element.Ærteskud - Giver en dejlig frisk pebret smag, der passer godt sammen med de andre ingredienser.
Mængde
Opskriften er beregnet til 2 personer hvis den serveres som helt måltid, og til 4 personer hvis den serveres som tilbehør.
Forberedelse
Det kan sagtens serveres koldt det hele, så du kan forberede alle elementerne på forhånd og bare samle retten inden servering.
Serveringsforslag
Server det som en selvstændig ret for 2 personer eller som tilbehør til 4 personer.
Hvis du vil servere lidt kød til, så passer et stegt eller grillet kyllingebryst rigtig godt til denne ret.