Saftigt at lækkert rugbrød med solsikkekerner og bløde rugkerner. Det er et dejligt frokostbrød, og kan bruges i madpakkerne eller til rugbrødssandwich.
Kog rugkerner og 3 dl vand op i en gryde umder omrøring. Lad kernerne koge i 10 minutter til de har absorberet alt vandet, og tag dem herefter af varmen og lad dem køle af.
200 g skårne rugkerner, 3 dl vand
Kom 9 dl vand i en skål (jeg bruger røremaskinen da dejen skal æltes længe). Opløs gæren i vandet, tilsæt salt og surdej og rør sammen. Tilsæt de resterende ingredienser samt de afkølede rugkerner fra gryden. Ælt dejen i 15 minutter.
9 dl vand, 20 g gær, 30 g salt, 300 g surdej, 260 g solsikkekerner, 25 g maltmel (reklamelink), 550 g fuldkornsrugmel, 130 g fuldkornshvedemel, 260 g hvedemel
Lad dejen hvile 15 minutter i røreskålen inden du går videre.
Smør 2 store rugbrødsforme og fordel dejen i formene. Brug en våd dejskraber eller bagsiden af en ske for at jævne dejen ud.
Lad rugbrødene hæve på køkkenbordet til næsten dobbelt størrelse. Det tager ca. 1,5 timer.
Varm ovnen op til 210 grader varmluft. Sæt en bradepande i bunden af ovnen hvis din ovn ikke har dampfunktion.
Stik i rugbrødene med en våd kødnål, og lav 10-15 huller fordelt jævnt i hvert brød. Du skal stikke hele vejen til bunden af formen.
Sæt herefter rugbrødene i den varme ovn, og hæld ca 2. dl vand i bradepanden i bunden af ovnen for at lave damp hvis du ikke bruger ovnens dampfunktion. Bag brødene i ca. 1 time. Mål temperaturen med et stegetermometer - Brødene skal være 96 grader i midten for at være gennembagte. Husk alle ovne varmer forskelligt, så det kan være lidt brød skal bages lidt længere for at være helt færdigbagt. Husk at tjekke temperaturen i midten af brødet inden du tager det ud af ovnen, det er temperaturen midt i brødet, der er afgørende for om det er færdigt.
Lad brødene hvile 5 minutter i formen før de vendes ud på en rist og køler helt af inden der skæres af rugbrødet.
Noter
Rugbrødsform: Formene der skal bruges til disse brød, er store rugbrødsforme på 30x10x10 cm.Hævning i ovn: Du kan hæve dine brød på 40 grader i ovnen i cirka 40 minutter. Brug ovnens hævefunktion hvis den har det.Frysning: Brødene kan fryses ned hele, halve eller i skiver. Husk at køle brødene helt ned på en rist inden du skærer i dem eller de kommes i fryseposer og i fryseren.