Nem og cremet hjemmelavet is med kaffe. En hjemmelavet is med mild kaffesmag, som er en perfekt dessert ovenpå et dejligt måltid mad. Ved at bruge hele kaffebønner og opvarme dem i mælk og fløde, udtrækker man den gode kaffesmag, men undgår de bitre noter som kaffe ofte har.
Kom kaffebønner, sødmælk, piskefløde, korn fra vaniljestangen og den tomme vaniljestang i en gryde sammen med salt, og opvarm væsken til cirka 90 grader. Sluk herefter for blusset, læg låget på gryden, og lad det trække i cirka 30 minutter. Når de 30 minutter er gået, lunes væsken igen til cirka 90 grader. Sigt så kaffebønnerne fra.
70 g kaffebønner, 4 dl piskefløde, 4 dl sødmælk, 1 vaniljestang, 1 knsp salt
Pisk i mens æggeblommer og sukker til en luftig æggesnaps.
6 æggeblommer, 190 g sukker
Tilsæt den varme flødeblanding med kaffesmag til æggesnapsen lidt af gangen mens du pisker. Pisk til du har en jævn masse.
Hæld ismassen tilbage i gryden, og varm ismassen langsomt op under omrøring til den når 85 grader. Brug et termometer for at holde øje med temperaturen, og en dejskraber af silikone til at røre i bunden.
Når massen når 85 grader, tages den af varmen, hældes i en plastbeholder og køler ned. Sæt ismassen i køleskabet til den er helt kold. Det tager cirka 3-4 timer, men den bliver kun bedre af at stå til næste dag.
Nu skal isen fryses. Hæld massen over i ismaskinen. Kør isen 45-60 minutter på ismaskinen, kom den herefter i en form og så i fryseren. Alternativt kan du lave denne is uden ismaskine ved at komme den i fryseren i 3-4 timer. Rør i isen hver halve time for at undgå for mange iskrystaller.
Server din is som en lækker dessert, for eksempel med friske bær eller hakket chokolade på toppen.
Noter
Ingrediensnoter
Kaffe - Du skal bruge hele kaffebønner til at lave denne is. Vælg gerne nogle af god kvalitet, det kan altså smages i den færdige is, om man har brugt en god kaffe.Mælk og piskefløde - Vi bruger altid halvt piskefløde og halvt sødmælk når vi laver is, og det giver den helt perfekte konsistens og fedme.Vanilje - Vi kommer vanilje i denne kaffeis. Vanilje og kaffe er super lækkert sammen, og vaniljen løfter kaffen til nye højder.Salt - Vi kommer en lille smule salt i isen, for at fremhæve kaffesmagen.
Inspiration til opskriften
Vi er ikke så gode til instant kaffe, og derfor har vi nok også lidt høje krav når det kommer til smagen på en god kaffeis. Nu synes vi selv at vi har ramt den spot on.Der er mange der bruger instant kaffe når de laver kaffeis, og det får hurtigt denne her meget bitre smag af kaffe. Det er ikke det vi gik efter da vi skulle finde frem til den bedste kaffeis.Jeg fik inspiration fra Morten Heibergs bog om is. Her læste jeg nemlig om at lave kaffeis ved at opvarme hele kaffebønner i mælk og fløde, og på den måde få en god smag med de helt rigtige kaffenoter, men uden den bitre smag fra kaffebønnerne.Det er en genial metode, og vi kommer aldrig til at lave kaffeis på andre måder. Metoden har vi så tilpasset vores egen opskrift på is, som vi synes giver den perfekte fedme og konsistens.
Ismaskine
Får at få en glat og silkeblød flødeis, anbefaler vi at du bruger en ismaskine til denne kaffeis. Vi har selv en Wilfa ismaskine (reklamelink), som vi er virkelig glade for. Den har efterhånden kørt i mange år uden problemer, og laver den dejligste is. Det eneste minus ved sådan en maskine er at den jo fylder lidt.
Serveringsforslag
Server i isvafler.
Server i kugler som en lækker dessert ovenpå et dejligt måltid mad.
Du kan servere isen som den er eller med topping, for eksempel en hjemmelavet Chokoladesovs eller hakket chokolade på toppen.