Lækker snasket hjemmebagt brunsviger fra Fyn! Den er saftig og lækker, og den er slet ikke så svær at lave selv. Tricket er kagecreme i remoncen, det er sådan de fynske bagere gør.
Det er en god ide at lave dejen på en røremaskine, da den skal æltes længe.
Lun mælken til den er lillefingervarm. Rør gæren ud i den lune mælk, og tilsæt herefter salt, sukker og æg. Rør det hele godt sammen.
2 dl mælk, 50 g gær, 50 g sukker, ½ tsk salt, 1 æg
Tilsæt hvedemelet, og ælt dejen godt. På min røremaskine skal den ælstes cirka 10 minutter. Den skal samle sig, slippe skålen, og blive smidig og elastisk.
400 g hvedemel
Tilsæt herefter det bløde smør i mindre stykker, og ælt dejen igen indtil alt smørret er arbejdet ind i dejen.
100 g smør
Lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter.
Find en bradepande frem på 25x30 cm, og læg et stykke bagepapir i den.
Hæld dejen over i bradepanden, og tryk den ud i formen, så den dækker bunden. Lad dejen efterhæve 45 minutter i bradepanden. Mens dejen hæver, kan du forberede remoncen og varme ovnen op til 210 grader almindelig over- og undervarme.
Remonce
Vil du lave din kagecreme selv, kan du bruge vores opskrift på kagecreme. Ellers kan du bruge pulverversionen, og lave den efter anvisning på pakken.
Smelt margarinen i en gryde. Rør brun farin i, og tag herefter gryden af varmen. Lad det køle ned ind til du skal bruge remoncen. Tilsæt så kagecremen, og rør det godt sammen til remoncen er jævn og ensartet.
150 g margarine, 225 g brun farin, 1,5 dl kagecreme
Samling og bagning
Når dejen er hævet, skal du forsigtigt trykke fingrene ned i dejen, så du får lavet en masse huller. Du skal ikke trykke hullerne helt ned til bunden, for så risikerer du at dejen går i stykker, og remoncen vil løbe ud.
Hæld remoncen ud over dejen, og brug en dejskraber til at fordele den jævnt ovenpå dejen.
Sæt bradepanden i ovnen, der er forvarmet til 210 grader almindelig over- og undervarme, og bag din brunsviger i 16-18 minutter. Hold godt øje med at den ikke får for meget, for så kan du risikere den bliver tør.
Tag kagen ud og lad den køle lidt ned. Server den gerne lun, men ikke direkte fra ovnen, da remoncen så vil være meget flydende.