Først fjernes den brune hinde på hasselnøddekernerne, den smager en smule bittert, og vil vil helst lave konfekten uden, men du kan beholde den på hvis du synes.Sæt en tør pande på middelvarme, og læg hasselnøddekernerne på panden. Varm op indtil hinderne begynder at løsne sig fra nøddekernerne, ryst panden en gang i mellem, de skal ikke tage farve. Når hinderne er løsnet, gnides hasselnøddekernerne i et viskestykke, så hinderne gnides af, og der kun er de hvide kerner af nødden tilbage. Lad hasselnødderne køle helt af inden du går videre.
Skær nougat i tynde skiver, jeg bruger en ostehøvl til formålet, pak hasselnødderne enkeltvist ind i en skive nougat hver.
Tril kugler af marcipan på cirka 8-10 gram pr kugle, og tryk dem helt flade med håndfladen. Læg hasselnødden indpakket i nougat ovenpå marcipanen, og pak den ind og tril den til en rund kugle.
Temperer chokoladen:Hak ⅔ af chokoladen groft og ⅓ af chokoladen helt fint. Kom den grofthakkede chokolade i en mikroovnsegnet skål. Giv chokoladen 30 sekunder og rør rundt med en metalske. Giv den korte intervaller hvor du rører i mellem hver gang, indtil alt chokoladen er smeltet. Mål temperaturen, den skal være cirka 48 grader.Tilsæt den finthakkede chokolade og rør rundt til den er helt smeltet. Hold øje med temperaturen, den færdige arbejdstemperatur skal ligge på 31-32 grader.
Dyp marcipankuglerne i den tempererede chokolade, og sæt dem på et stykke bagepapir. Drys dem med frysetørret hindbær, og lad chokoladen sætte sig.
Opbevar dem i en lufttæt bøtte eller kagedåse i et køligt rum, undgå at sætte dem i køleskabet.