Dejen laves aftenen før du vil bage bollerne. Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt herefter surdej og salt, og rør det hele godt sammen. Tilsæt melet og rør dejen på røremaskinen på lav hastighed. Når dejen er samlet, skruer du op for røremaskinen og ælter dejen på høj hastighed i ca. 15 min., eller indtil dejen slipper skålen.
Hæld dejen over i en oliesmurt skål, og lad den hæve i køleskabet til næste morgen. Når du står op tænder du ovnen på 250 grader. Sæt også en bageplade ind i ovnen, samt en dyb bradepande ind i bunden af ovnen. Herefter skærer du bollerne ud eller former dem alt efter hvordan du vil have de skal se ud. Jeg laver forsigtigt en lang pølse af dejen og skærer den ud i 6-8 dele, og ligger stykkerne på bagepapir. De behøver ikke være pæne og ensartede.
Lad bollerne efterhæve ved stuetemperatur mens ovnen varmer op. Når ovnen er varm trækkes bollerne på bagepapiret over på den varme bageplade, der hældes en kop vand i bradepanden i bunden af ovnen for at skabe damp, og ovnlågen lukkes hurtigt herefter.
Bag bollerne i ca. 15 min. eller til de føles hule når du banker dem under bunden. Spis bollerne sammen med din familie og nyd smagen af hjemmebag.