Marcipankugler med nougat og hasselnødder dyppet i mørk chokolade. Det er en nem og lækker ide til julekonfekt, som hele familien kan være med til at lave. Pynt dem med frysetørret hindbær eller andet fint pynt.
Først fjernes den brune hinde på hasselnøddekernerne, den smager en smule bittert, og vil vil helst lave konfekten uden, men du kan beholde den på hvis du synes. Sæt en tør pande på middelvarme, og læg hasselnøddekernerne på panden. Varm op indtil hinderne begynder at løsne sig fra nøddekernerne, ryst panden en gang i mellem, de skal ikke tage farve. Når hinderne er løsnet, gnides hasselnøddekernerne i et viskestykke, så hinderne gnides af, og der kun er de hvide kerner af nødden tilbage. Lad hasselnødderne køle helt af inden du går videre.
20 hasselnødder
Skær nougat i tynde skiver, jeg bruger en ostehøvl til formålet, pak hasselnødderne enkeltvist ind i en skive nougat hver.
100 g nougat
Tril kugler af marcipan på cirka 8-10 gram pr kugle, og tryk dem helt flade med håndfladen. Læg hasselnødden indpakket i nougat ovenpå marcipanen, og pak den ind og tril den til en rund kugle.
200 g marcipan
Temperering af chokoladen
Hak ⅔ af chokoladen groft og ⅓ af chokoladen helt fint. Kom den grofthakkede chokolade i en mikroovnsegnet skål. Giv chokoladen 30 sekunder og rør rundt med en metalske. Giv den korte intervaller hvor du rører i mellem hver gang, indtil alt chokoladen er smeltet. Mål temperaturen, den skal være cirka 48 grader.Tilsæt den finthakkede chokolade og rør rundt til den er helt smeltet. Hold øje med temperaturen, den færdige arbejdstemperatur skal ligge på 31-32 grader.
150 g mørk chokolade
Dyp marcipankuglerne i den tempererede chokolade, og sæt dem på et stykke bagepapir. Drys dem med frysetørret hindbær, og lad chokoladen sætte sig.
Frysetørrede hindbær
Opbevar dem i en lufttæt bøtte eller kagedåse i et køligt rum, undgå at sætte dem i køleskabet.