Opskrift på lette, luftige og bløde pølsehorn. De er perfekte i ungernes madpakke eller som let frokost eller snack når det skal gå hurtigt. Server dem også til børnefødselsdagen, der er de altid et hit!
Bland mel, sukker, bageenzym samt salt i en skål. Jeg vil anbefale at man bruger en røremaskine til denne dej, da den skal æltes i lang tid.
300 g Hvedemel, 10 g Sukker, 2,5 g Bageenzym (reklamelink), 6 g salt
Slå et æg ud i en anden skål og pisk det sammen med mælken. Rør gæren ud i æg/mælken.
1 Æg, 185 g letmælk, 25 g gær
Kom blandingen af mel, sukker og salt i en røremaskine. Tilsæt nu blandingen af æg og mælk og rør dejen i ca. 5 minutter. Efter 5 minutter tilsættes det bløde smør i tern og dejen æltes yderligere 15-25 minutter, afhængig af køkkenmaskinen og hvordan den ælter.
50 g Smør
Dejen skal være helt glat og slippe skålen før den er klar.
Kom dejen over i en skål smurt med lidt smør. Dæk den til og lad den hæve til dobbelt størrelse. Det er en våd dej, så det kan godt tage noget tid. ca. 1 - 1 ½ time
Drys lidt mel på bordet, tag dejen ud og del den i 16 lige store portioner. Form den til boller. Dæk dem til og lad dem hvile i ca. 10 minutter.
Rul nu hver bolle ud til til en pølse på ca. 20 cm. Rul derefter dejpølsen rundt om hver halve pølse og læg den på en bageplade med bagepapir med samlingen nedad.
8 Pølser
Når alle pølsehorn er lavet, dækkes de til og de skal nu hæve til næsten dobbelt størrelse.
Forvarm ovnen til 190 grader sat op til over- og undervarme. Stil en bradepande i bunden af ovnen, så du kan lave lidt damp under bagningen.
Når pølsehornene er hævet, skal de pensles. Slå æg ud og pisk æggeblommen sammen med mælk, pensel alle pølsehornene med blandingen.
1 Æggeblomme, 0,5 dl Mælk
Placer bagepladen midt i den forvarmede ovn. Kom ½ dl. vand i bradepanden så der kommer damp og luk ovnen.
Nu skal pølsehornene bage i 13-15 minutter, eller til de er gyldne og gennembagte.
Server dem varme eller lad dem køle ned og frys dem ned til senere. De kan også holde sig i køleskabet i 3 dage.
Noter
Ingrediensnoter
Mel - Brug almindeligt hvedemel, gerne med højt indhold af protein. Du kan finde proteinindholdet på pakken, se efter omkring 12% protein.Sukker - Der skal bare en lille bitte smule sukker i. Det skal bruges til at hjælpe gæren i gang.Bageenzym (reklamelink) - Bageenzym kan godt udelades i opskriften, men det bidrager til en bedre hævning. Så når du først har prøvet at bage med det, så vil du ikke undvære det.Gær - Opskriften her er med frisk gær. Du kan også bruge tørgær hvis du hellere vil det. Til en portion skal du bruge 6 g. tørgær. Hvis man bruger tørgær, blandes det i melet og ikke i væsken.
Tips til de bedste pølsehorn
Sørg for at dejen bliver æltet tilstrækkeligt - Lav eventuelt glutenprøven for at se om du er i mål.
Prøv at drysse dem med sesamfrø når de er penslet, det giver også en dejlig smag.
Sørg for at varme ovnen i god tid.
Prøv at lave pølsehornene med forskellige slags pølser. Prøv med brunchpølser eller små chorizopølser, det er altid godt med lidt variation.
Frysning og opbevaring
Pølsehornene holder sig fint på køl nogle dage. Du kan eventuelt lune dem i mikroovnen inden de skal spises. De kan også fint fryses ned, og tages op om aftenen til næste dags madpakke. Lad dem tø op i køleskabet natten over.