Sprængning af stegen (Kan undlades - spring da direkte til "Tilberedning")
Bland alle ingredienserne til lagen i en gryde, giv det opkog og køl derefter lagen helt ned.
Kom stegen i lagen med sværsiden op kom lidt vægt på så den holder sig nede.
Nu skal stegen ligge i saltlagen i 2 døgn.
Når der er gået 2 døgn tages stegen op og skylles grundigt af i koldt vand for at fjerne det overskydende salt. Derefter følges opskriften herunder.
Tilberedning af langtidsstegt ribbensteg (Start her hvis du ikke ønsker at sprænge stegen)
Forvarm ovnen til 120 grader.
Tør stegen grundigt af og sørg for at alle svær er ridset godt igennem, dog uden at der er skåret ned i selve kødet.
Kom groft salt på sværsiden , sørg for at det kommer godt ned i mellem sværene.
Knæk laurbærbladene i 2 og stik dem ned imellem sværene, stik også nellikerne ned i mellem sværene.
Kom alle grøntsagerne i et ildfast fad, tilsæt vand. Placer nu stegen på en rist over det ildfaste fad og stil det midt i den forvarmede ovn. Nu skal stegen stå i ovnen ved 120 grader i ca. 5 timer. Sørg for at supplere med mere vand i fadet, så det ikke tørrer ud.
Efter ca. timer 5 timer tages det ildfaste fad ud og skyen hældes igennem en si over i en gryde. Det skal bruges som base til en sovs, så gem det endelig. Stil det tomme fad under stegen igen.
Skru ovnen op på 225 grader og steg videre til sværen er boblet op og er helt sprød. Hvis det driller og sværen stadig ikke er sprød, så kan man tænde for ovnens grill-funktion, stil lågen i ovnen en smule på klem. Det kan godt være nødvendigt at rykke rundt på stegen under grillen, så alle sværene bliver sprøde. Nogle gange skifter jeg fra grill til varmluft for at undgå at sværene brænder på, men det kommer meget an på hvordan ens ovn varmer. Man kan også komme lidt sølvpapir under stegen så den ligger mere jævnt.
Når man er i mål med sprøde svær, tages stegen ud og stilles på en tallerken eller et skærebræt, her skal den stå og trække/hvile i ca. 20 minutter inden den skæres ud og serveres med dit favorit tilbehør.Velbekomme!