Opskrift på de lækreste spareribs med salt og peber. Hvis du vil lave dem med citronpeber, kan du tilsætte revet citronskal, det smager også skønt. Spis dine spareribs med en bagt kartoffel og en majskolbe eller dit yndlingstilbehør.
Sat op til indirekte varme med en temperatur på 120 - 125 grader. Der skal røg på under hele tilberedningen, så røgchunks forberedes eller der anvendes smuld i en røgboks.- Benene i opskriften er tilberedt på en Weber Smokefire træpillegrill.
Hinden på bagsiden af kambene løsnes i det ene hjørne og trækkes af.
Salt og groft peber blandes og fordeles derefter på begge sider af benene.- Tilsæt også revet citronskal hvis man vil have dem som spareribs med citronpeber.
Nu er benene klar til at komme på den forberedte grill.
Grill/røg nu benene ved 120-125 grader i ca. 3 timer. Hver halve time sprayes benene med en blanding af æblejuice og æbleeddike. Jeg bruger en forstøverflaske til at spraye blandingen på.
Når benene har ligget på grillen i 3 timer er de klar til servering. Afslutningsvis kan de grilles lidt over direkte varme til sidst hvis man synes at de mangler farve.
Server dem med en bagt kartoffel, masser af hvidløgssmør og en kogt majskolbe.