Opskrift på klassiske wienerbrøds-fastelavnsboller med marcipanremonce, konditorcreme, kagecreme og syltetøj i midten. Du kan også fylde bollerne med andre typer fyld efter eget valg. Den ultimative hjemmebagte fastelavnsbolle, som du kan servere på fastelavnssøndag for familien.
Hvis det er muligt, så lav gerne kagecremen dagen i forvejen eller nogle timer før den skal fyldes i bollerne så den kan nå at køle helt ned. Den skal gerne have 3 timer i køleskabet før den skal bruges.
Kom sukker, korn fra vaniljestangen og den tomme vaniljestang i en gryde sammen med æg, majsstivelse og mælk, og pisk godt mens du koger cremen op.
Lad cremen koge 2-3 minutter til den bliver jævn og tykner, og tag den så af varmen. Kom den over i en anden beholder og lad den køle ned. Sæt den i køleskabet indtil den skal bruges. Inden den fyldes i bollerne, fjernes den tomme vaniljestang, og den kolde creme piskes godt igennem til den samler sig.
Wienerbrødsdej:
Skær smørret i tynde skiver og sæt det i køleskabet. Jeg bruger en ostehøvl.
Lun mælken, og udrør gæren i den lune mælk. Tilsæt sukker og rør det ud. Tilsæt så hvedemel, og ælt dejen til den er jævn og smidig. Jeg bruger røremaskinen til at ælte dejen.
Kom godt med mel på bordet og rul dejen ud til en rektangel på cirka 25x35 cm.
Fordel de kolde skiver af smør på 2/3 del af dejen
Fold den 1/3 del af dejen uden smør hen over halvdelen af smørret. Børst overskydende mel godt af, vi vil ikke have mel inden i wienerbrødsdejen. Tryk dejen lidt sammen i kanterne, så smørret er helt lukket inde i dejen.
Fold så den sidste 1/3 del med smør hen over den anden foldning, så du nu har 3 lag dej med smør i mellem. Tryk dejen sammen i kanten så smørret lukkes inde. Læg dejen på køl i 30 minutter for at holde smørret koldt.
2. Foldning - Efter 30 minutter tages dejen ud af køleskabet, og rulles igen ud på et meldrysset bord. Fold igen dejen i 1/3 dele som før, men denne gang skal du ikke lægge smør i, det er jo allerede inde i mellem lagene. Når du har foldet først den ene 1/3 del ind over midten og så den anden 1/3 del ind over den første, vil du have 9 lag dej. Læg nu dejen i køleskabet i 30 minutter igen.
3. Foldning - Efter 30 minutter tages dejen ud af køleskabet, og rulles igen ud på et meldrysset bord. Fold igen dejen som under 2. foldning. Når du har foldet dejen denne gang har du 27 lag med smør imellem, og vi er klar til at lave boller af dejen. Læg dejen på køl i 15 minutter mens du laver remoncen der skal inden i bollerne.
Remonce:
Bland smør, sukker og marcipan godt sammen. Det er nemmest at gøre med hænderne.
Boller af wienerbrødsdej:
Rul din wienerbrødsdej ud på et meldrysset bord til cirka 20x50 cm. Dejen skal være cirka 1/2 cm tyk.
Skær dejen i firkanter på cirka 10x10 cm.
Kom en skefuld remonce på hver firkant.
Luk fastelavnsbollerne ved at trække hjørnerne sammen på midten og klemme dem forsigtigt sammen.
Vend bollerne om, sæt dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i 30-45 minutter.
Pensel bollerne med sammenpisket æg, og bag dem ved 200 grader i 20 minutter. Lad dem herefter køle af på en rist.
Fyldning af fastelavsbollerne:
Når bollerne er kølet ned, skæres de over på midten, og på bunden kommes der først en spsk. marmelade, og ovenpå en spsk. kagecreme.
Nu laves konditorcremen af resten af kagecremen. Pisk først fløden til flødeskum, og vend den forsigtigt sammen med den resterende kagecreme.
Kom konditorcremen i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt den rundt om marmeladen og cremen i dine fastelavnsboller. Læg låget på bollerne, pynt med en dyt konditorcreme og frysetørrede hindbær.