Opskrift på risalamande cheesecakeNem og lækker cheesecake med risalamande. Det er en julekage, som du kan servere som alternativ til traditionel risalamande eller som en dejlig kage til julefrokosten.
Kog vandet op, og tilsæt så grødris. Lad risene koge i 2 minutter under omrøring, og tilsæt så mælken. Kog op under omrøring, skru så ned til lav varme og læg låget op. Rør i grøden jævnligt og tilbered den i cirka 45 minutter til risene er møre og grøden er jævn og cremet. Kom salt i, og lad grøden køle ned inden den bruges i kagen.
Kom bagepapir i bunden af en springform på 20 cm og beklæd siderne med kageplast.
Smelt smørret i en gryde.
100 g smør
Kom brunkagerne i en foodprocesser, og kør den til de er finthakkede. Hvis du ikke har en foodprocesser, kan du bruge en minihakker eller banke dem med en kagerulle.
220 g brunkager
Bland brunkagekrummerne og det smeltede smør sammen, og pres det ned i bunden af formen med en ske. Sæt herefter bunden i køleskabet mens du forbereder cremen.
Risalamandecreme
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i 10 minutter.
3 blade husblas
Smut mandlerne og hak dem fint.
80 g mandler
Mål 400 gram af risengrøden af.
400 g risengrød
Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med flormelis.
1 vaniljestang, 60 g flormelis
Bland de hakkede mandler, vanilje, flormelis, flødeost og kold risengrød sammen.
150 g neutral flødeost
Varm portvinen op i en gryde. Når den er varm, tages den af blusset. Vrid husblassen for overskydende vand, og smelt den ud i den varme portvin. Lad det køle ned til stuetemperatur, og vend det så i risengrødsmassen.
2 spsk portvin
Pisk fløden til en blød flødeskum. Vend flødeskummen sammen med risengrødsmassen, så du får en luftig risalamande.
2,5 dl piskefløde
Hæld risalamandecremen over bunden, og sæt kagen på køl i minimum 2 timer, så kagen kan sætte sig inden geleen kommes på toppen.
Kirsebærgele
Læg husblassen i blød i koldt vand.
3 blade husblas
Si kirsebærene fra lagen, og gem begge dele.
1 glas dessertkirsebær
Fordel kirsebærene på toppen af kagen.
Mål 2,5 dl kirsebærlage op, hvis du mangler lidt, så tilsæt lidt vand.
Opvarm 2 spsk af lagen i en gryde, og tag så gryden af varmen. Vrid husblassen og smelt den i den varme lage. Bland herefter den resterende lage sammen med, og lad massen køle helt ned.
Hæld den afkølede kirsebærsaft over kagen. Brug en ske, som du holder på hovedet, og hæld forsigtigt saften ud over skeen, så den fordeles nænsomt på kagen. Hvis lagen er for varm eller hældes på i en hård stråle, risikerer du at smelte risalamandecremen, og lagene vil ikke blive skarpe i kagen.
Sæt kagen på køl i minimum 2 timer men meget gerne til dagen efter så den kan nå at sætte sig rigtig godt.
Servering
Tag springformen og kageplasten af, brug en kniv til at køre langs kanten af kageplasten for at få det skarpeste resultat.
Pynt kagen med hakkede brændte mandler og chokoladekugler, eller lige som du har lyst til.
Brændte mandler, Chokoladekugler
Nu er kagen klar til servering - Glædelig jul
Noter
Brug resten af dine julesmåkager til bunden
Har du en halv dåse brunkager tilbage? Så er de perfekte til bunden i kagen her. Men du kan også sagtens bruge vaniljekranse, pebernødder, bastognekiks eller andre julesmåkager hvis du hellere vil det. Alternativt kan du bruge helt almindelig digestivekiks.