Opskrift på hollandaise sauceEn klassisk sauce hollandaise er cremet, luftig og let syrlig. Den er perfekt til laks, andre typer fisk, kylling eller på en Eggs Benedict. Server for eksempel saucen til grillet laks med nye kartofler og hvide asparges.
Forb. tid 0 minuttermin
Tilb. tid 10 minuttermin
Samlet tid 10 minuttermin
Antal 4personer
Ingredienser
1,5spskhvidvin, tør
1,5spskcitronsaft
3æggeblommer
200gsmør
¼tskfint salt
Hvid peber, efter smag
Sådan gør du
Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Lad det stå i nogle minutter inden det klarede smør som ligger øverst, hældes forsigtigt over i en anden beholder, lad vallen blive tilbage i gryden, den skal du ikke bruge.
Stil en tykbundet gryde på blusset, kom hvidvin, citronsaft, æggeblommer samt salt i. Tænd for lav varme (3 på vores induktionsplade). Pisk nu massen til den bliver skummende.
Efterhånden som der bliver pisket luft i massen og den bliver varmet op, vil den ændre sig fra at være skummende til at blive cremet. Når man kan trække spor i det med piskeriset, er det klar til at man kan begynde at piske det klarede smør i. - Her kan man vælge at slukke for varmen på blusset, eller skrue en smule ned. Det er vigtigt at temperaturen ikke bliver for høj, for så skiller saucen.
Smørret tilsættes lidt af gangen i en tynd stråle imens der piskes, bliv ved med at tilsætte smør til det helt er brugt. Når saucen er tyk og cremet smages den til , og der tilsættes et drys hvid peber. Du kan piske en smule koldt vand i hvis saucen er blevet for tyk. Hollandaise sauce skal selv kunne løbe af skeen, ikke have den samme konsistens som mayonnaise. - Husk at du ikke må stoppe med at piske, når du kommer smør i æggemassen.
Kom den færdige sauce over i en skål og server den med det samme.