Opskrift på lækre hjemmelavede kartoffeltårne med bacon. De smager helt fantastisk og er det perfekt tilbehør til et stykke godt kød fra grillen og en lækker sauce.
Start med at skrælle kartoflerne. Skær dem derefter i grove tern.
I en stor gryde bringes vand i kog. Kartoflerne koges til de er møre, vandet hældes fra og de stilles til siden. Kartoflerne skal være lune når de skal moses.
I mens kartoflerne koges forberedes de andre ingredienser.Baconen skæres i små tern. I en stor gryde varmes olien op og baconternene svitses til de er gyldne. De hakkede løg, hvidløg og timian tilsættes og svitses med til løgene bliver klare. Når det er færdigt stilles gryden til siden.
Når kartoflerne er kølet lidt ned kommes de op i gryden til bacon og løg. Tilsæt æg, smør, fløde, purløg, parmesan, salt og peber. Mos nu blandingen sammen til en grov eller fin kartoffelmos efter ønske.
Ovnen forvarmes til 200 grader alm ovn.
På en bageplade kommes bagepapir. Find nu en rund udstiksform i metal, ca. 8 cm. i diameter. Smør den med en smule smør og dyp den i rasp. Placer formen på bagepapiret og kom nu kartoffelmos i formen og pres den let ned. Løft formen forsigtigt og gentag processen til al mosen er brugt. Slut af med at drysse en smule rasp over hvert kartoffeltårn.
Kom nu bagepladen med kartoffeltårnene i den forvarmede ovn og bag dem i 15 -20 minutter, eller til de er let gyldne og gennemvarme.