Opskrift på lækker og saftig rosa ovnstegt lammekølle med lækre græske kartofler. Det er skøn aftensmad med en god tzatziki eller perfekt til påskefrokosten.
Lammekøllen forberedes. Fedtet ridses med en skarp kniv. Bind lammekøllen op med madsnor. Gnid den derefter i olivenolie, efterfulgt af knust hvidløg, salt og peber. Sørg for at komme godt ind over det hele- Efterfølgende stikkes stilke af frisk rosmarin ind under snoren fordelt over lammekøllen.
Man kan sagtens marinere lammekøllen dagen i forvejen og lade den trække på køl. Den tages ud af køleskabet ca. 30 minutter inden den skal tilberedes.
Græske kartofler:
Kartoflerne skylles og renses. Det skæres derefter i halve eller kvarte. Man kan også skrælle kartoflerne hvis man ikke ønsker at tilberede dem med skræl.
Kom kartoflerne og i et stort ildfast fad. Kom derefter olivenolie, hakket hvidløg, citronsaft, citronskal, hønsefond, tørret oregano, salt og peber i fadet. Bland det hele god rundt, så marinaden fordeles på kartoflerne.
Placer den forberedte lammekølle oven på kartoflerne og stil fadet i den forvarmede ovn.
Tilbered nu lammekøllen ved 225 grader i 20 minutter. Derefter skrues der ned for varmen til 180 grader. Herefter tilberedes lammekøllen i 1,5 time, eller ca. 45 minutter pr. kilo.
Tjek kernetemperaturen på lammekøllen. Når den er ca. 55 grader tages lammekøllen ud af ovnen og stilles på et skærebræt. Her skal den nu trække i ca. 25 minutter.
Når lammekøllen er taget ud af ovnen skrues der op til 210 grader og tilberedningen af kartoflerne fortsættes imens lammekøllen hviler. Vend rundt i kartoflerne et par gange undervejs, så de bliver vend godt rundt i marinaden/saften.
Når kartoflerne begynder at tage farve og blive gyldne og lammekøllen har trukket i ca. 25 minutter, tages kartoflerne ud af ovnen. Kom 1 bundt hakket persille i kartoflerne og vend dem grundigt rundt.
Lammekøllen stilles på bordet på et skærebræt, og kartoflerne serveres i fadet. Skær skiver af kødet ved bordet. Server med en god tzatziki.