Fiskebuffet, Muse-Mark og borgruin med lys på

Reklame | I samarbejde med Bornholmtours.

I formiddags startede vi dagen ved Lilleborg i Almindingen. Her gik vi en dejlig tur, og oplevde borgruinen og den skønne skov bagved. Bagefter gik vi endnu en tur i Almindingen og nød stilheden og den store skov.

Fiskebuffet på Nordbornholms Røgeri

Efter masser af frisk luft meldte sulten sig, og vi kørte til Allinge, hvor vi spiste frokost på Nordbornholms Røgeri. Vi har fået mange anbefalinger om at besøge dette sted, og da vi aldrig havde besøgt netop dette røgeri før, skulle det selvfølgelig prøves.

Nordbornholms Røgeri

Vi blev bestemt ikke skuffede. Nordbornholms røgeri bød på en virkelig lækker fiskebuffet, med et stort udvalg af hjemmerøgede fisk, salater, store flotte rejer, fiskefileter, friskefrikadeller, forskellige varianter af sild og et hav af andre lækre retter. Vi fik desværre ikke smagt på det hele, men alt hvad vi smagte var virkelig lækkert. Det var både vi voksne og børnene enige om. Børnene var især vilde med de friterede blæksprutteringe, den varmrøgede laks og rejerne. Vi voksne var begejstrede for den koldrøgede laks, rejesalat og den skønneste laksemousse med varmrøget laks. Sammen med buffeten var der lækkert brød, og en fantastisk udsigt ud over havet og klipperne udenfor. Helt perfekt på en blæsende men solrig efterårsdag som idag.

Nordbornholms røgeri

Eften en skøn frokost bød buffeten også på en isbar med både dejlig is med forskellige smage, softice og selvfølgelig lækre toppings og saucer. Der gik lidt barn i os alle, og vi fik alle lavet lækre isdesserter, selvom vi næsten ikke kunne spise mere.

Muse-Mark ved Hareløkkerne

Noget af det vi har talt mest om siden sidst vi var på Bornholm, og noget af det Johannes har glædet sig allermest til, var at komme ud og finde Muse-Mark i skoven ved Hareløkkerne.

Det er en oplevelses-rute igennem skoven for børn. Her skal man hjælpe Muse-Mark igennem skoven og hjem til sit musehus. Undervejs møder man hans fjender og andre træfigurer igennem skoven. Til hver figur hører en historie, som man hører på sin smartphone.

Musestien

Johannes kan tydeligt huske da vi besøgte ruten for første gang for over et år siden, og han har virkelig glædet sig til at komme tilbage. Han levede sig faktisk endnu mere ind i det denne gang, og Ellen var også helt klar på eventyret. Hvis du besøger Bornholm med mindre børn, så er Musestien og naturlegepladsen ved Hareløkkerne, som ligger i lige ved siden af, bestemt et besøg værd. Her er også mulighed for at overnatte i shelters hvis I er til det.

Hammershus med lys på

Aftensmaden i dag blev til en hurtig æggekage hjemme i lejligheden, da vi stadig var ret mætte efter den gode frokost. Efter aftensmaden kørte vi mod Hammershus.

I dag holdt Beredskabsstyrelsen nemlig lysøvelse ved Hammershus, og det betød at man kunne opleve hele den store borgruin oplyst. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå glip af, og det var da også en vildt flot og anderledes måde at opleve Hammershus på.Vi var dog ikke de eneste der havde fået den ide, og der var virkelig mange mennesker ved Hammerhus her til aften. Det var dog stadig en perfekt måde at afslutte en dejlig og solrig efterårsdag på på Bornholm.

Hammershus med lys på

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mad for madelskere - God familiemad hver dag

Hej - Velkommen til...

Bag Mad for Madelskere gemmer der sig en lille familie bosat i Sønderjylland. Familien består af mor Tina, far Rasmus, Johannes på 4 år og Ellen på 3 år. Familiehunden Lasse er også med når der skal smages på retterne.

Relaterede indlæg

shares