Populært:

Madformadelskere / Anledninger og højtider / Påske / Solæg – Sønderjyske æg

Solæg – Sønderjyske æg

4.84

/5

7 days 30 minutter

Photo of author

Af: Rasmus Juul Møller

Udgivet:

4.84

/5

7 days 30 minutter
Photo of author

Rasmus Juul Møller

Har du hørt om den sønderjyske egnsret solæg? Det er æg der er kogt meget længe, herefter bliver skallen slået let i stykker og så skal æggene ligge i saltlage – gerne helt op til 14 dagen. Æggene deles og spises med HP sovs, tabasco, olie/eddike-dressing og sennep. Læs med her og få vores opskrift på den sønderjyske specialitet.

sønderjyske solæg med blå æggeblomme

Sønderjysk specialitet til påske eller jul

Solæg, som vi kender dem i Danmark, er en egnsret der stammer fra det Sønderjyske. Det er supernemt at lave og så smager det jo bare helt fantastisk.

Min erfaring er at de også har en helende effekt på en tømmermandsramt krop.

Æggene kan spises som en lille hyggelig snack eller som forret, og bliver ofte serveret ved festlige højtider som fx. påske eller jul. Her i Sønderjylland er det en tradition at servere æggene til påskefrokost og julefrokost, og det er altid et hit.

Folk der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive lidt skræmt af deres udseende, ikke mindst den blå blomme, og det bliver da ikke bedre når man fortæller de har stået i saltlagen i et par uger forud for de skal spises.

Men langt de fleste af dem der tager mod til sig, og prøver et æg, er vilde med dem, og tager gerne et mere. Husk derfor at lave rigeligt!

Solæg / sønderjyske æg med marmorering fra lagen og et glas med solæg og tilbehør bagved

Tradition for solæg

Vi plejer at spise dem efter de har ligget i lagen en uges tid. Man skal være opmærksom på at jo længere de ligger, desto mere salte bliver de. Hvis lagen er stærk nok kan de holde sig en 3 ugers tid.

Hvis man ikke har spist solæg før, så er fremgangsmåden som følger:

Pil skallen af og del ægget i 2 på langs. Pil derefter forsigtigt blommen ud og fyld olie/eddike dressing, HP Sauce samt sennep og tabasco i der hvor blommen har ligget. Ketchup kan også bruges til børnevenlige solæg (vores børn elsker dem nemlig også).

Læg derefter blommen omvendt ovenpå, og giv ægget en smule salt og peber. Og vupti! en lille lækker snack lige til at drøne ned sammen med en snaps! Først spiser man et halvt æg (ja – det hele skal i munden på en gang) og derefter skyller man den ned med en snaps.

Vi stiller altid krukken med æg på bordet så folk selv kan sidde og pille skallen af, og komme det fyld i de gerne vil have. Det er vildt hyggeligt, og det er sådan traditionen er.

Solæg i saltlage med løgskaller der er med til at farve og marmorere ægget

Tilbehør og fyld

Traditionelt spises de fyldte klassike solæg ikke med andet tilbehør end en snaps eller en gammel dansk. Sådan gør man, og sådan bør det være.

Fyldet skal bestå af en olie/eddikedressing, hp sauce, tabacso, sennep og salt og peber. Sådan spises æggne her i Sønderjylland.

På sydfyn kan man dog risikere at solæg serveres med en blandet dressing af de ovennævnte ingredienser. Vi synes dog helt klart at det er bedre at gæsterne selv blander deres fyld direkte i ægget.

solæg serveres med olie edikke dressing, sennep, tabasco og en snaps

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er solæg?

Solæg er en specialitet der stammer fra Sønderjylland. Det er æg der er kogt længe og derefter har ligget i saltlage i 10-14 dage. Æggene bliver flot marmorerede, og når de skal spises deles de og fyldes med HP sauce, olie/eddike-dressing, sennep og tabasco.

Hvor stammer solæg fra?

Oprindeligt kan solæg spores tilbage til det 15. århundrede, og her var det tyskerne der opfandt de specielle æg. Tyske saltsydere lagde deres medbragte æg i de varme saltholde Saltzsole, og på den måde fik de altså æg til deres frokostpause. Senere kom traditionen altså også til Danmark.

Hvorfor hedder det solæg?

Retten er også kendt i Tyskland, og det er her navnet solæg stammer fra. Den tyske ret kaldes Solei, hvor Sole betyder saltlage og Ei betyder æg. Så navnet betyder “saltlage-æg” eller “æg i saltlage”.

Kan man lave solæg i forskellige farver?

Ja! Du kan variere farven på dine æg lidt ved at tilsætte forskellige naturlige farver til din saltlage. Prøv for eksempel med skaller fra rødløg, skaller fra brune løg, rødkålsblade eller lidt gurkemeje i saltlagen. Traditionelt laves de med skaller fra brune løg, og får dermed en gylden farve.

Kan man lave solæg på 2 dage?

Står du lige nu og opdager at du har glemt at sætte æg over til solæg, og gæsterne kommer om kun 2 dage, ja så fortvivl ikke. Du kan altså sagtens lave æggene og nøjes med at lade dem stå et par dage. Æggene bliver ganske vist ikke helt så salte som de bør være, men lidt ekstra salt på ægget når det skal spises kan sagtens redde den situation.

Det er altså ingen undskyldning for at lade være med at lave solæg hvis du kun har et par dage til påskefrokosten eller julefrokosten.

Hvor længe kan solæg holde sig?

Når æggene først ligger i saltlagen kan de holde i ca. 3 uger hvis du skifter lagen jævnligt. Det er ikke nødvendigt at stille krukken med æg i køleskabet, den skal bare opbevares på køkkenbordet.

Hvad spiser man til solæg?

Til dine æg skal du servere olie/eddikedressing, sennep, tabasco, HP sauce og måske lidt kepchup til børnene. Husk at der skal være en snaps eller Gammel Dansk til også!

Andre sønderjyske retter du måske vil synes om

solæg med blå ægge blomme

Opskriften på ægte sønderjyske solæg

Her er den opskrift vi sværger til når vi skal lave solæg. Vi kommer gerne skaller fra rødløg i lagen for at give en fin farve til æggene (løgskaller fra almindelige gule løg kan også bruges, men farven bliver mindre markant).

Når æggeskallerne er let knækkede, bliver de flot marmorerede af farven fra løgskallerne. Hvis du vil have marmoreringen endnu mere tydelig, kan man også bruge rødkål eller rødbede i syltelagen. Vi håber du får lyst til at prøve opskriften, det smager altså bedre end det ser ud.

sønderjyske solæg med blå æggeblomme
4.84 fra 6 stemmer

Solæg

Opskrift på Solæg
De klassiske æg direkte fra Sønderjylland! De lækre æg er perfekt som en lille forret eller som del af det kolde bord til påskefrokost eller julefrokost. Fyld dem med olie/eddike-dressing, sennep, HP-sauce og tabasco, og drik en snaps til. Sådan gør man i Sønderjylland.
Opskrift af: Rasmus Juul Møller
Udskriv Pin
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Trækketid 7 days
Samlet tid 7 days 30 minutter
Ret Forret
Køkken Dansk, Sønderjysk
Antal 8 stk
Kalorier 63 kcal

Ingredienser

  • 8 æg
  • Vand, til kogning

Saltlage

  • 150 g salt
  • 1 l vand
  • 2 rødløg, skallen

Til servering

  • Olie/eddikedressing, (2 spsk. olivenolie og 1 spsk. hvidvinseddike)
  • HP sauce
  • Tabasco
  • Stærk sennep
  • Salt og peber
  • Ketchup, (til den mere børnevenlige version)

Sådan gør du

  • Kom æggene i en gryde med masser af vand og kog dem ved svag varme i 20 minutter
    8 æg, Vand
  • Imens æggene koger kommes ingredienserne til lagen i en gryde og koges op
    150 g salt, 1 l vand, 2 rødløg
  • Hæld lagen i en krukke eller den beholder man vil have æggene stående i
  • Når æggene har kogt 20 min, skal de en tur under den kolde hane og køle ned
  • Tag æggene og tril dem på bordet så skallen revner. Kom derefter æggene op i krukken med lage, og læg tallerken eller andet over, der kan presse æggene ned i lagen
  • Æggene skal gerne ligge i lagen en uges tid. Jo længere de ligger jo mere salte bliver de, vi synes en 4-7 dage er passende
  • Når æggene skal spises, pilles skallen af, de halveres og blommen tages ud. Herefter fyldes hullet med olie/eddikedressing, HP sauce, tabasco, sennep og blommen lægges oven i. Kom lidt salt og peber på toppen og spis straks. 
    Solæg - Nem opskrift på ægte sønderjyske æg

Noter

Servering

Traditionen hos os er, at man sætter krukken på bordet og folk selv piller æggene og fylder dem med det de har lyst til. Husk at sætte olie/eddikedressing, sennep, HP-sauce, tabasco, salt, peber og ketchup på bordet ved servering. Og en kold snaps til.

Hvad skal du huske til næste gang?



Ernæringsinformation

Serving: 1æg uden fyldKalorier: 63kcalKulhydrater: 1gProtein: 6gFedt: 4gMættet fedt: 1gKolesterol: 164mgNatrium: 62mgKalium: 61mgSukker: 1gA-vitamin: 238IUCalcium: 25mgJern: 1mg
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Har du prøvet opskriften?Tag os med @madformadelskere og brug #madformadelskere

Hvad synes du om opskriften?

Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️

Note: Denne opskrift blev oprindeligt udgivet den 1. december 2020 – Vi har efterfølgende opdateret og genudgivet den med flere relevante informationer, for at give dig den bedste oplevelse med opskriften.

Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Vinkelvej 16, 6520 Toftlund

Kontakt
[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.